Peter og Esbens survival-guide til Kina


Af de herrer Peter Falktoft og Esben Bjerre kendt for bla. Podcast’en: Her går det godt og radio programmet Monte Carlo.

Spidse sivhatte, spisepinde og noget med hunde. Klichéer er der ligesom nok af, når man tænker på Kina. Men et land med sådan godt og vel en milliard mennesker må trods alt være noget andet også. Spørgsmålet er jo så bare, om det er godt eller skidt. 

Her kommer en kort survival-guide til din første tur til Kina. 

I Kina spiser de hunde … og meget andet!

Der er en grund til, at man fortæller børn, at hvis man graver et hul igennem jorden og kravler igennem, så stikker man snuden op i Kina. For ALT er omvendt her. Fra måden, vi interagerer med hinanden på, til maden og deres overtro og humor. Og som gennemsnitlig skeptisk, halvsur dansker er det bragende op ad bakke. Lad os starte med det nemme; maden. Som udgangspunkt helt elendig. Kineserne har en ting med, at alt fra dyret skal bruges. Det kan lyde som en glimrende idé, især når de trods alt har sneget sig over en milliard munde, der forventer en form for måltid. Det betyder så bare også, at de serverer ALT. Så modsat, når du rejser til eksotiske himmelstrøg og begiver dig udi deres kulinariske verden, så må vi simpelthen opfordre til, at man holder sig til noget sikkert. Men har du en uforklarlig trang til brusk og spyttende kinesere, så fyrer du den bare af. Og bare rolig, går turen til Sydkina, så slipper du fuldstændig for at skulle lede efter noget ordenligt. Her står den f.eks. på ”drunken prawns” – forestil dig et syltetøjsglas fyldt med snaps, en håndfuld levende rejer, et kvarters tid med de to ting kombineret, og så er der ellers bare haps haps. 

Giv plads til dragerne

Og så er der de dumme tal. Kineserne er styrtende overtroiske. Og lad det være sagt med det samme: Vi aner ikke, om de har fat i den lange ende. Men udefra set virker det grundlæggende idiotisk. I petitesseafdelingen er tal, hvor 4 indgår. Den kinesiske lyd af ordet fire, minder nemlig så tilpas meget om ordet død, at de simpelthen ikke gider tage nogen chancer. Derfor er der som oftest ikke etager eller værelsesnumre med firtaller. Men overtroen stopper bestemt ikke her. Som mange ved, har kineserne det fedt med drager. Faktisk har de det så fedt, at der i flere kinesiske skyskrabere er lavet enorme huller, ”dragerne” kan flyve igennem. Alt sammen efter sigende for at opretholde en vis Feng Shui-energi. Det handler om ikke at ødelægge ‘dragens flugt’ henover himlen. Det ser tydeligt i Shanghai. Som i øvrigt er den mindst kinesiske by i Kina, hvis du spørger de lokale. Eller de stedkendte. Vanviddet til trods, så er respekten for overtroen det måske mest beundringsværdige ved Kina. For modsat andre steder i verden, hvor man blot holder traditionerne højt i hævd, når nogen kigger, så er man konsekvent i sin overtro på disse kanter. Og så længe man er gæst, så skal man blot suge til sig for siden at kunne udvide sin horisont, mens man sammenligner med dansk kultur og tradition, når man slår tiden ihjel i flyet på vej hjem.

Glem alt om humor og internet

Ud over det formår kineserne ikke at sige ”nej”. Der er sikkert en glimrende forklaring og noget med ikke at ville tabe ansigt, men jøsses, det er anstrengende, at man ikke bare kan få et klart nej, hvis noget alligevel ikke kan lade sig gøre. Og hvad angår humor, så kan vi ligeså godt spare os med vores dumsmarte bemærkninger og danske ironi. Det bider sgu ikke på kineserne. De er mere til klassisk glid-i-en-bananskræl-humor. 

Internet … ja, hvad kan man sige? Xi Jinping har en knap, hvor han kan slukke for internettet i landet, hvis der spreder sig uønsket information eller generelt bare opfordres til ulydighed eller lignende. No shit … På samme måde må danske og andre expats bosat i Kina ofte ringe hjem for at høre, hvad de siger om Kina på CNN, når tv-signalet lige lukker ned et par minutter eller mere. Instagram, Facebook, Twitter, Snapchat, Ebay osv. bruger de ikke i Kina. Staten har i stedet samlet alle disse funktioner i én og samme app. Så slipper man ligesom for at skulle surfe rundt mellem ikonerne på telefonen. Dejlig nemt, om end en anelse totalitært. Internet er noget, man handler med, ikke noget man spreder rygter/opsøger sandhed med på disse fascinerende kanter. 

7 gode råd

Som sagt; alt er anderledes, og det meste af det vanvittigt, set med europæiske øjne. Så meget desto mere grund til et par afsluttende huskeregler, som bør følges, når man besøger Kina.

1: Spørg ikke, hvad det er for noget kød! Det er med overvejende sandsynlighed ikke kylling, selvom det smager af kylling. Acceptér det.
2: Ignorer det, hvis – og når – en teenager knapper op i de omvendte smækbukser og besørger på åben gade. Det er en integreret del af kulturen. Og indsigelse og opråb herimod starter kun ballade.
3: Drik te. Konstant. Det holder legemet oven vande midt i galskaben.
4: Aldrig, aldrig, aldrig bestil hummeren på restauranten på Grand Kempinski Hotel i Shanghai. Aldrig.
5: Hvis alt andet på tallerknen er for meget, så bare spis ris. Det gavner.
6: Tjek med dit favoritbrands officielle kanaler, at de nu også har en flagship store, inden du handler. Mange fashionbrands har bootleg-butikker i eksempelvis Shanghai. Man kan ikke gøre noget ved det. Det er Kina.
7: Husk at købe en ‘vinkekat’ med hjem. Bare gør det.

God tur, og gangbei!
Peter Falktoft og Esben Bjerre

 

SENESTE ARTIKLER

Peter Falktoft


Følg mig her:

Esben Bjerre


Følg mig her:

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Please enter your Access Token.

Nyhedsbrev


    Sign up til vores nyhedsbrev og få: Rejsetips fra nogle af de største influencere, rejseguides, rabatter til rejser/hoteller, invitationer til events og konkurrencer.