Lars Seier Christensen: Rigmandens rejsetips


Af: Gustav D. Leth

Lars Seier Christensen har penge. Mange penge. Faktisk har han så mange, at han kan rejse, hvorhen han vil. Men hvor rejser man hen, når man kan vælge frit på alle hylder? Hvad rejser man efter, og hvordan rejser man? Vi var så heldige at få lejlighed til at interviewe Lars Seier Christensen om hans meget berejste tilværelse. Her følger rigmandens rejsetips til verdens fedeste storbyer, at rejse som businessman og ikke mindst at rejse for at spise på verdens bedste restauranter.

Hvor meget rejser Lars Seier Christensen egentlig?

Jeg har igennem mange år rejst langt over 100 dage om året. I gamle dage meget for Saxo Bank og de sidste par år en del i forbindelse med mit private investeringsfirma, Seier Capital. Men der er heldigvis også tid til en del privat rejseri udelukkende for fornøjelsens skyld. Typisk rejser jeg med almindelige rutefly på Business eller First Class. I nogle år havde vi vores dejlige privatjet i Saxo Bank, men den opgav vi til sidst, fordi vi syntes, omkostningerne var for høje.

Hvor rejser du oftest til? Og har du nogensinde tid til at være turist?

København, selvfølgelig, da mange af mine investeringer ligger der. Men også en del til London, hvor de fleste af vores døtre bor, og ellers spredt ud over forskellige storbyer, mest i Europa og USA. Mit liv er en behagelig blanding af business og pleasure, så i de fleste tilfælde overlapper de to ting hinanden. Men jeg opfatter heldigvis også business som værende pleasure. For mig er det at være “turist” ikke altid lig med at rende fra museum til mindesmærker hele tiden. Det er mere noget med en lang spadseretur rundt i en storby og opleve dens stemning og DNA. Hvilket man jo også kan opleve, når man tager fra møde til møde. Og så selvfølgelig at prøve en masse lokal mad, på både højt og simpelt niveau.

Hvor i verden holder Lars Seier Christensen mest af at spise og drikke?

Jeg samler på gourmetoplevelser og har vel spist på cirka hver tredje trestjernede Michelin-restaurant i verden, så jeg kommer lidt omkring. San Sebastian i Baskerlandet er exceptionel. Den by lever og dør for mad! Spanien er for mig nok det bedste madland i verden, og eksempelvis er trestjernede DiverXO i Madrid fantastisk, men også den tidligere verdensetter El Celler de Can Roca og andre top-restauranter i Barcelona og San Sebastian er helt outstanding. Herudover elsker jeg f.eks. trestjernede Enoteca Pinchiorri i Firenze og Meadowood, også med tre stjerner, i Napa Valley. I øvrigt er Napa Valley min favoritdestination, når det kommer til vin. Men der er jo altså også fantastiske restauranter i Danmark, så det er et godt sted at starte!

Se video om Diverxo her:

 

Se menuen hos DiverXO her
Book bord hos El Celler de Can Roca

Spis hos Enoteca Pinchiorri i Firenze

Eller hos Meadowood i Napa Valley

Har Lars Seier Christensen en yndlingsstorby?

Barcelona, London, New York og Paris – de er alle fantastiske. Jeg holder igen meget af at spadsere, og der synes jeg, at de store byer kan byde på meget i form af spændende hverdagsoplevelser eller små oaser, hvor man kan stoppe og få en kop kaffe eller en øl. Hele tiden er der nye indtryk, som kvartererne skifter. Jeg kan også godt lide at spadsere i bjerge og smuk natur, men det er så oftest en lidt større opgave end at træde ud på gaden fra sit hotel.

Hvor tager Lars Seier Christensen hen med familien?

Det er sjældent, at vi kan samle alle: Fem døtre, mænd/kærester og et enkelt barnebarn. Men det, der virker bedst til at få samlet tropperne, er at leje vores egen charter-lystyacht, d’Angleterre II, som jeg ejer sammen med Else Marie Remmen fra Hotel d’Angleterre. En sejltur rundt til St. Tropez, Cannes og Nice er altid populært hos pigerne.

Lej Lars Seiers lystyacht her

Hvad er Lars Seier Christensen’s mest mindeværdige rejse?

Vi havde en mægtigt spændende tur med det meste af familien til Vietnam sidste år. Vi besøgte tre steder, der er meget forskellige – Saigon, Hanoi og et feriested midt imellem. Det er fascinerende, hvordan landet har udviklet sig økonomisk, hvor optimistiske og hårdtarbejdende folk er – og så er maden jo også rigtigt spændende. Vi fandt en sød guide, der viste os rundt på nogle af de helt ægte, ydmyge lokale steder, og det var en virkelig god oplevelse. Det kan anbefales. Herudover besøgte vi min gode ven Erik Skjærbæk og hans vietnamesiske kone Suong, der bor derude noget af året. Det er altid hyggeligt at møde gode venner, der kender et for os ret eksotisk land.

Er der noget på din rejse-bucket-list, som du endnu har til gode?

Masser, heldigvis! Jeg vil gerne især udforske Japan uden for Tokyo mere, og jeg ville gerne opleve mere af Indien og Kina, end jeg hidtil har gjort. Europa har altid fyldt mest i mit arbejdsliv, så jeg har ikke været så meget i Asien, som jeg gerne ville. Der er så meget at se i kæmpelande som Kina og Indien, og det har jeg dårligt taget hul på endnu. Japan fascinerer mig – japanernes perfektionisme i alt er fedt at opleve. Og så er deres madkultur enestående. Jeg mangler desuden stadig 2/3 af verdens trestjernede Michelin-restauranter, og mange af dem ligger i Japan.

Du har for nyligt fortalt på Facebook, at du i øjeblikket træner for at tabe dig – med en kvart million kroner til Enhedslisten på højkant. Har du i den forbindelse besøgt nogle steder, som var særligt gode for dig?

Min kone har fundet et fint sted i Sydtyskland, Buchinger-klinikken, hvor vi er engang imellem. Her faster man og bliver tjekket grundigt i så lang eller kort tid, man orker det. Jeg fastede engang 16 dage og vinkede farvel til næsten 10 kilo – så det virker hurtigt, men kommer desværre også hurtigt tilbage. Hvis jeg er bagud tæt på deadline med Enhedslisten, er den klinik plan B. Men plan A er træning og sund mad.

Book dit eget ophold på Buchinger-klinikken

Lars Seier Christensen vandt sit eget væddemål om at tabe sig og donerede istedet de 250.000 kroner til sit velgørenhedsprojekt Junkfood.dk, som vil sikre bedre mad til udsatte på Vesterbro i København.

Om Lars Seier Christensen:

Lars Seier Christensen ville være arkæolog, men skabte i stedet megasuccesen Saxo Bank. I dag er han investor, og hans næste projekt er et tv-programmet: Vejen til Seier.

56 år, bosat i Schweiz og gift med Yvonne, som han har fem døtre med

Net worth: 2.8 milliarder

Eneejer af investeringsselskabet Seier Capital

Tidligere bankdirektør, medejer og -stifter af Saxo Bank

SE SENESTE ARTIKLER HER

 

Lars Seier


Følg mig her:

FØLG OS PÅ INSTAGRAM

Nyhedsbrev


Sign up til vores nyhedsbrev og få: Rejsetips fra nogle af de største influencere, rejseguides, rabatter til rejser/hoteller, invitationer til events og konkurrencer.