Line Baun Danielsen’s tips til Bodø, Nord Norge


Drømmer du om naturoplevelser i Nord Norge? Måske at sejle i havkajak på fjorden, se Saltstraumen eller den røde strand Mjelle.  Her giver Line Baun Danielsen dig sine tips til kulturelle, aktive og natur oplevelser i Bodø.

Hippe Bodø

Hop ombord på Hurtigruten eller tag et Widerøe-fly fra Oslo, og sæt så kursen stik nord. Man passerer Polarcirklen – og så ligger den pludselig der på den smukke, rå kyst: Bodø. Norges femtestørste by med vokseværk og et dejligt selvværd.

Kulturelle Bodø

Byen drømmer store drømme om at blive europæisk kulturhovedstad. Og over alt i byen vidner byrummet om drømmen: Vægmalerier af internationale kunstnere pryder facaderne, og nybyggede, prisbelønnede arkitektoniske perler skyder op og vidner om, at der måske er noget i drømmen. Bodø kan også præstere et fodboldhold i landets bedste række, verdens stærkeste havstrøm, havkajak på fjordene og naturoplevelser, så man får gåsehud.

Og når man vender næsen ’hjem’ til byen, så smager den lidt af storby med listige barer, livlige restauranter i topklasse, små designbutikker og suveræn chokoladeproduktion hos engelske Craig Alibone. Hos Scandic Havets Restaurant Roast serverer de en dejlig fiskesuppe, som går rigtig godt i spænd med udsigten til fjorden og Hurtigrutens afgang kl. 15, og hos Leiligheta får man virkelig gode cocktails på en bar, der mest af alt minder om en enormt hyggelig, ja, lejlighed.

Tjek udsigten fra Scandic Havet

Nyd stemningen og de lækre cocktails hos hyggelige Leiligheta

Få mere inspiration til Bodø her’

Craig Alibone – en engelsk chokolademaestro

Craig Alibone åbnede sin forretning i Bodø i foråret 2016. Siden da har han lavet elegante chokolader, kager og macarons, som både i smag og udseende når kunstneriske højder. Efter at være blevet udlært af nogle af verdens dygtigste i faget i Frankrig, rejste Craig Alibone til Bodø, hvor han til stadighed eksperimenterer med alverdens smage, teksturer og vilde designs. Det er et must at smage den med fyld af saltkaramel fra Saltstraumen!

Læs mere om Craig Alibones forrygende chokolader her

Line Baun Danielsen’s  tre natur tips til Bodø

HAVKAJAK

Klokken er sent på eftermiddagen, da vi mødes med guiden, der skal føre os sikkert til havs og fjords i de to kajakker, der allerede ligger klar på kajen. Jeg er ikke vild med tanken – men jeg skal prøve, har jeg besluttet med mig selv. Vi sejler ud fra havnen i Bodø mellem Hurtigrutens store færger og andre mindre fartøjer, der ligger klar til afgang. Vandet er klart – men som solen går ned i horisonten forvandles det til et sort tæppe. Vi lægger op på en lille ø på den anden side af fjorden og vandrer op på toppen, mens solen synker i havet badet i de vildeste orange penselstrøg. Vi drikker kaffe og spiser nødder, mens guiden fortæller om byens dramatiske fortid, hvor den blev sønderbombet under 2. Verdenskrig. Jeg padler for livet på vej hjem i tusmørkets dunkle selskab. Havkajak er usædvanligt smukt og ikke mindst overvældende her i det kolde nord.

Book din egen havkajaktur hos Rett Kjøl

SALTSTRAUMEN

Man kører en times tid fra Bodø langs fjorden. Store villaer ligger ned til vandet, og naturområder inviterer til ture på langrendsski eller til fods. Saltstraumen ligger ca. 33 km syd for Bodøs centrum. Det er intet mindre end et naturfænomen, der opstår hver 6. time. Enorme vandmasser passerer med en hastighed på op mod 20 knob (svarende til ca. 10 m/s) gennem det 150 meter brede og 3 km lange sund mellem to fjorde. Strømmen er så kraftig, at den topper listen over de farligste selvmordsdestinationer i verden. Vi ankommer kort før kl. 12, stiller bilen og vandrer først helt ned til vandkanten for at fornemme lyden og kraften i vandet. Her er små shelters med daggamle bålrester, hvor man kan sidde og grille fisk og nyde naturens kræfter om aftenen. Vi går til broens midte, mærker den kraftige vind og ser lukt ned i de skræmmende hvirvelstrømme under os. Fortsætter over broen og går helt ned til fyrtårnet, der står solidt på klippen kun få meter fra den frådende strøm. Lyden fra vandmasserne er øredøvende – og centrifugalkræfterne i vandet minder om et kæmpemæssigt badekar, man lige har fjernet bundproppen i. Saltstraumen er dybt fascinerende og skræmmende på en og samme tid. Sæt god tid af. Det er det værd!

Se mere om Saltstraumen her

MJELLE – DEN RØDE STRAND

Egentlig stod den ikke på vores program: Mjelle Strand eller ’den røde strand’, som den også bliver kaldt. Den ligger ca. 30 km nord for Bodø. Vi havde lejet en bil, hvilket gav os friheden til at stikke af ud af byen. Fra Bodø kører man forbi Skaug og drejer af ved Mulstrand. Man følger vejen, til man kommer til et skarpt bjergsving, hvor den smukkeste udsigt åbenbarer sig over bugten. Man fortsætter ned ad bjerget til den store parkeringsplads ved havet. Og herfra følger man stien et godt stykke langs havet, til man kommer til en stor smuk strand med rødligt sand. Det er en lille gåtur på godt halvanden kilometer, og udsigten undervejs er vidunderlig. Om sommeren kan man hoppe en tur i bølgerne, men på denne vintertur nøjedes vi med at tage skyggebilleder og bare nyde den smukke og barske kyst.

Se mere om den betagende strand Mjelle her

Bodø byder på et væld af hoteller og restauranter. Vi boede på Thon Hotel direkte ned til havnen. Værelset var fint og morgenmaden himmelsk!

Book dit værelse her

 

SE SENESTE ARTIKLER

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Please enter your Access Token.

Nyhedsbrev


    Sign up til vores nyhedsbrev og få: Rejsetips fra nogle af de største influencere, rejseguides, rabatter til rejser/hoteller, invitationer til events og konkurrencer.